Offerkamp

Politiken bragte søndag (25.07.09) ”nyheden” om, at de fleste prostituerede er mænd. Hvorfor vidste vi ikke allerede det? Fordi, som Pia Nystrøm fra Kompetencecenter Prostitution forklarer i artiklen: ”Kvinder anses som det svage køn. De kan overgribes og skal passes på.” Folk med tissemænd er åbenbart usårlige og kan klare sig selv.

Vi mænd ejer med andre ord ikke retten til at være offer. Det passer ikke ind i forestillingen om manden som undertrykker, voldtægtsmand, magtmenneske. Vi skal ikke møve os ind på kvindernes territorium, selv om det omvendte må siges at være sket i stor stil de seneste 100 år. Men alligevel er kvinder stadig ofre, og mænd er stadig nogle svin. Hvis en mand er prostitueret, er det nok hans eget valg. Hvis en kvinde er det, har ”omstændighederne” presset hende ud i det, og hun bør hjælpes ud.

Problemet er jo, at mænd derfor ikke får hjælp med mange problemer. Mange sidder på samfundets bund med andre mænd og bider smerten i sig. Chefpsykolog Svend Aage Madsen forklarer i avisen: ”[...]mænd har svært ved at søge hjælp, fordi det ikke er naturligt for mænd at identificere sig med offerrollen.” Og gudskelov for det.

For problemet med offerrollen er, at den fungerer som en hindring for fremskridt, ansvarstagen, personlig udvikling, positiv tanke og selvstændig handling. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal hjælpe folk. Men offerrollen fastholder os i en passiv modtagerrolle. Den fritager os for ansvar og skaffer medlidenhed og (statens) hjælp og støtte, og derfor kæmper vi om retten til den som et forkælet barn. Moder Danmark skal jo nok træde til, hvis du bare lægger dig ned og klynker... Og så hjælper det at have de rigtige kromosomer.

Kvindekampen er fejlet, når kvinder stadig fastholdes (eller fastholder sig selv?) i offerrollen, når det er bekvemt, og mænd nægtes adgang til den, når den er nødvendig. Hvor er det trist, at vi efter alle de års kvindekamp er nået til et punkt, hvor rigtig ligestilling først kommer, når vi alle sammen ligger lige meget ned. Vi er godt på vej.